Product Owner til Datateamet i Akademikernes A-kasse
Vil du være med til at omsætte data til løsninger, der skaber reel værdi for forretningen?
Vi søger en erfaren Product Owner, der kan sætte retning for vores datateam og bygge bro mellem forretningsbehov og tekniske muligheder. Du bliver en central drivkraft i den fortsatte udvikling af vores arbejde med at gøre organisationen endnu mere datadrevet.
Din rolle som Product Owner
Organisatorisk bliver du forankret i afdelingen AI & Data, som er kendetegnet ved kollegaer, der værdsætter hinanden både fagligt og socialt. Vi har en meget uformel omgangstone, der er stor fleksibilitet, højt til loftet, godt humør og en stærk faglighed. Og så går vi op i, at den enkelte både får og tager ansvar.
AI & Data består af to teams: AI-platformsteamet og datateamet. Som Product Owner får du det faglige ansvar for datateamet.
Datateamets opgaver spænder bredt. Vi har et teknisk velkørende Datawarehouse, som er udgangspunktet for at levere både PowerBI-dashboards og ad hoc-analyser til hele vores forretning. Som Product Owner har du ansvaret for at sikre stabilitet og udvikling af området.
Desuden har vi sat gang i et data science-initiativ. Vi har etableret en Databricks-platform, som er fundamentet for vores arbejde med data science og machine learning (ML). Det er et arbejde, vi er startet op på, og vi har opnormeret ift. data science-kompetencer. Som Product Owner har du en vigtig rolle i forhold til at realisere vores store ambitioner på dette område. Dvs. at du står i spidsen for at udvikle ML-området og drive ML-agendaen.
Dine primære ansvarsområder vil være at:
- Eje, udvikle og formidle produktvisionen og roadmappet for datateamets produkter og platforme til både teamet og relevante interessenter
- Prioritere og vedligeholde backloggen ud fra forretningsværdi og strategiske mål
- Identificere potentialer for machine learning, samt drive ML-agendaen
- Indsamle og afstemme behov på tværs af forretningen
- Omsætte forretningsbehov til tydelige krav i form af user stories og acceptkriterier
- Sikre at forretningen er velinformeret om prioriteter, fremdrift og leverancer
- Understøtte teamet med hurtige afklaringer og tydelige beslutninger under udviklingen
- Sikre fokus på datakvalitet, governance, sikkerhed og overholdelse af gældende krav
- Koordinere afhængigheder i forhold til leverancer fra andre dele af organisationen
- Bidrage til kontinuerlig optimering af processer, arbejdspraksisser m.v.
Vi tror at du vil trives i rollen, hvis du:
- Har solid erfaring (5+ år) som Product Owner, Product Manager eller tilsvarende
- Brænder for at omsætte data til konkrete, værdiskabende forretningsleverancer
- Kompetent kan afdække forretningsbehov og omsætte dem til klare prioriteringer for datateamet
- Har erfaring med at arbejde med kompleks data i spændet mellem teknologi, datafaglighed og forretning
- Kan skabe tydelig backlog-prioritering og sikre sammenhængen mellem overordnede mål og konkrete leverancer
- Konstruktivt udfordrer ønsker og løsninger med fokus på at levere værdiskabende løsninger, der balancer indsats og effekt
- Arbejder struktureret, tager ejerskab og følger leverancer helt frem til implementering og værdirealisering
- Trives med at have en bred kontaktflade og samarbejde på tværs af fagligheder, interesser og organisatoriske enheder.
Vores arbejdssprog i Akademikernes A-kasse er dansk. Derfor er det nødvendigt, at du behersker dansk i skrift og tale.
Hvorfor Akademikernes A-kasse?
Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling i en teknologisk og datamæssig ambitiøs organisation, hvor du bliver en del af en velfungerende afdeling med en stærk faglighed og et godt sammenhold.
Akademikernes A-kasse er en rummelig arbejdsplads, hvor der bliver taget hensyn til, at arbejdsliv og familieliv skal passe sammen. Vi vægter forskellighed og ønsker altid at opretholde en mangfoldig medarbejderstab.
Interesseret?
I stedet for en traditionel ansøgning vil vi gerne bede dig om at sende et motiveret CV, hvor du i starten kort beskriver, hvorfor du søger stillingen og fremhæver relevante erfaringer i forhold til denne stilling.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte Chef for AI & Data, Thomas Tøth, på 53 71 45 60.
Vi holder samtaler løbende, så skynd dig og send din ansøgning snarest muligt - og senest den 17. november 2026 - hvis du kan se dig selv i rollen og matcher vores ønsker.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Akademikernes A-kasse
Akademikernes A-kasse er med mere end 280 medarbejdere og over 300.000 medlemmer landets største a-kasse. Vi hjælper medlemmerne stærkt videre i alle arbejdslivets overgange. Hos os bliver du en del af en rummelig arbejdsplads, hvor der bliver taget hensyn til, at dit arbejdsliv og familieliv skal passe sammen. Vi har en uformel kultur og et miljø, hvor der er plads til at begå og lære af sine fejl, så vi hele tiden udvikler os til gavn for vores medlemmer.